Vælg en side

Guide: Find den rette hundepension til din firbenede ven

 

Hvis du som hundeejer skal ud at rejse, er der brug for pasning af kæledyret. Men hvordan finder man en god hundepension? Og hvad skal man kigge efter, når man skal finde det helt rette sted til pasningen? Her får du en guide til at vælge den allerbedste løsning for dig og din hund.

Overordnet set er der fire punkter, du som hundeejer skal være opmærksom på, når du skal vælge hundepension:

  • Hvordan det fungerer i forbindelse med ferier, helligdage og højtider
  • Hvad prisen for pasning er, og hvad eventuelle prisforskelle skyldes
  • Hvor mange hunde der skal passes det samme sted
  • Hvad forskellen er på de mange forskellige former for hundepasning

Dette og mere til vil vi komme omkring i det følgende, og bagefter er du forhåbentlig meget bedre rustet til at finde et godt sted til pasningen af dit elskede kæledyr!

Hvordan fungerer det i forbindelse med ferie, helligdage og højtider?

 

Når man som dyreejer har brug for pasning, er det ofte i forbindelse med ferier og højtider. Derfor skal du også være opmærksom på, om din valgte hundepension har åbent på det givne tidspunkt. En hundepension har ikke nødvendigvis åbent hele året rundt, og derfor er det naturligvis værd lige at holde øje med. Hvis du har udset dig en hundepension, er det jo ærgerligt i sidste øjeblik at finde ud af, at de slet ikke har åbent!

Ud over åbningstider kan der også være nogle særlige regler i forbindelse med travle perioder for hundepensionerne. Det kan for eksempel betyde, at du skal betale et større depositum for pasningen, før aftalen er helt på plads. Det gælder især i forbindelse med skolernes sommerferie, hvor mange har brug for pasning af deres kæledyr.

For at undgå afmeldinger i sidste øjeblik tager hundepensionerne gerne et betydeligt depositum for at sikre sig, at hundeejerne ikke melder fra, og det skal du naturligvis lige have in mente. Derudover kan der være særlige regler og priser i forbindelse med helligdage og højtider. Nogle hundepensioner tilbyder for eksempel at passe din hund hen over nytåret, men det koster ofte lidt ekstra. Til gengæld bliver der også gjort lidt ekstra ud af at pleje og hygge om din hund, så den ikke bliver skræmt af fyrværkeriet og kommer godt ind i det nye år.

Hvad er prisen for hundepasning, og hvad skyldes eventuelle prisforskelle?

 

Som nævnt kan der være nogle prisforskelle i forbindelse med højtider og helligdage. Nu vil vi imidlertid tale helt generelt. Prisen på pasning af hunde kan variere meget, og som med de fleste andre ting er der ofte en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Der kan naturligvis godt være nogle, der forsøger at tage overpriser for den sammen service, som du kunne få langt billigere et andet sted, men som udgangspunkt afhænger prisen af kvaliteten på hundepensionen.

De ting, du her skal være opmærksom på, er for eksempel, hvor store burene er, hvordan kvaliteten af foderet er, og hvor meget tid der er til den enkelte hund. En boks bør for eksempel være minimum 6 m2 til en enkelt hund og naturligvis større, hvis der skal bo flere hunde sammen. Om der er udeareal til hundene har naturligvis også en del at skulle have sagt, og hvordan faciliteterne her er. Derudover skal du selvfølgelig sikre dig, at pensionen er ren og pæn, og at personalet er kompetent. Du skal altid sørge for at besøge en pension, inden du afleverer din hund der, så du kan få et indtryk af stedet.

Hvis du har en dårlig mavefornemmelse af det, skal du lede videre. Det er imidlertid ikke sådan, at en dyrere pension nødvendigvis er bedre. Nogle steder tilbydes faciliteter og servicer, som måske slet ikke er relevante for din hund, og så er der naturligvis ingen grund til at betale ekstra for det. Generelt set handler det om at vurdere kvaliteten af pensionen i forhold til prisen og så ellers gøre op med sig selv, hvad der virker som den bedste løsning for netop din hund. Lige som med mennesker er der forskel på hundes behov, og en bestemt pension kan måske være ideel for en hund, mens den slet ikke ville fungere for en anden.

Hvor mange hunde skal passes det samme sted?

 

Hvis du har mere end en hund, og de skal passes sammen, er der ofte en del at spare. Ved at indlogere flere hunde sammen betaler du nemlig kun et mindre beløb for hund nummer to, tre og så videre. Det er naturligvis værd at have med i sine overvejelser, hvis man er den heldige ejer af flere hunde. Hvis det er situationen, skal du sørge for at undersøge, hvor store burene er. Der skal naturligvis en større boks til, hvis der er flere hunde, der skal gå sammen.

At få flere hunde passet sammen i den samme boks kan imidlertid give rigtig god mening, da det giver dem en tryghedsfølelse. Det kan godt være skræmmende for en hund at komme et nyt sted hen, så hvis du har flere hunde, som er vant til at gå sammen, kan de med fordel blive passet i det samme bur. Så har de mulighed for at lege med hinanden og desuden kan de putte sig ind til en velkendt legekammerat, når de skal sove.

Hvad er forskellen på de mange forskellige former for hundepasning?

 

Der findes efterhånden mange forskellige ord for pasning og pleje af hunde, og det kan være svært helt at finde rundt i. Her får du imidlertid hjælp til at navigere rundt i junglen af pasningsmuligheder. Først og fremmest er en hundekennel og en hundepension langt fra det samme. En hundekennel er nemlig fokuseret på opdræt af hunde til videre salg, og de kan ikke tage sig af din hund, når du er på ferie.

En hundepension og et hundehotel ér imidlertid det samme. De tager sig af dit kæledyr, imens du er på ferie eller af andre grunde ikke kan passe din firbenede ven selv. Et hundehotel er ganske simpelt et lidt mere smart ord for en hundepension og indikerer, at hunden lige som dig selv skal på ferie. På et hundehotel kan du af og til finde særlige faciliteter, men som udgangspunkt er det to ord for den samme ting. Visse dyreinternater tilbyder også pasning af hunde og andre dyr, herunder eksempelvis fugle, marsvin og katte.

Der er desuden endnu løsning til pasning af kæledyret, nemlig en privat hundepasser. En hundepasser kan tage sig af dit kæledyr, når du er på ferie. Det er altså en privatperson, som tilbyder at komme at lufte, fodre og kæle med din hund, mens du ikke er hjemme. Det er forskelligt, hvordan denne form for hundepasning foregår, men oftest vil din hund kunne være hjemme, og passeren vil så komme forbi, som I aftaler det. Dette kan være en fordel, da hunden så undgår at skulle forlade sine trygge rammer. Der er imidlertid ingen regler for private dyrepassere, som der er for etablerede hundepensioner, og derfor er det med en sådan løsning endnu mere vigtigt, at du sikrer dig, at din hund er i trygge hænder. Uanset hvad du vælger, gælder det om at sætte din hunds behov først!